De danske vandrere strømmer hvert år til udlandet for at vandre de mest populære vandreruter heriblandt Caminoen, Kilimanjaro og Everest Base Camp Trek. Men hvad med de danske vandreruter?

Mange af de danske vandrere er ikke klar over, at der findes et utal af smukke vandreture i Danmark. Der er naturligvis et par velkendte vandreruter heriblandt Hærvejen og Øhavsstien, der muligvis er de to mest omtalte vandreruter i Danmark. Men hvilke andre smukke vandreture/etaper/ruter er der udover disse? Nedenfor fortæller vi om de tre vandreture, vi mener, er de smukkeste vandreture i Danmark.
 

 
Lidt billeder fra vandreruterne :)

Ærøskøbing til Søby

Distance: 20 km
Sværhedsgrad: let

Vandreturen fra Ærøskøbing til Søby er en del af E1 (Den Europæiske Langdistancerute) og Øhavsstien. Du starter i Ærøskøbing og vandrer mod Vest ud til Vestre Strandvej, hvor de små fiskerhuse er beliggende. Herfra følger du stien langs kysten i et par kilometer, hvorefter du langsomt begiver dig ind på midten af Ærø. Du kommer blandt andet til at passere Borgnæs, Ærø Naturpark, Søbygård, Vitsø og til sidst ender du i Søby. Vandreturen er let, og derfor kan selv de mindste børn være med.
 

Høruphav til Gammelmark

Distance: 19,2 km
Sværhedsgrad: mellemsvær 

Etapen fra Høruphav til Gammelmark er den smukkeste del af Gendarmstien. Vandringen begynder i Høruphav Skov og fortsætter langs kysten, indtil du lander i den historiske by Sønderborg. Her har du mulighed for at spise en lækker frokost hos restauranterne ved Sønderborg Havn. Efter du har passeret Sønderborg, fortsætter du langs kysten til Gammelmark. Det skal siges, at fra Sønderborg til Gammelmark kommer du til at vandre på selve stranden, hvilket er en enestående oplevelse i sig selv. Så hvis du godt kan lide kyststier, er der ingen tvivl om, at du skal tilføje Høruphav-Gammelmark etapen til din bucket list. Høruphav-Gammelmark etapen er den første del af Gendarmstien, og du kan derfor fortsætte, hvis du lyster. Resten af Gendarmstien er stort set lige så smuk, da stien fortsætter langs kysten.
 

Gudhjem til Helligdommen

Distance: 6 km
Sværhedsgrad: mellemsvær

Gudhjem-Helligdommen etapen er en del af den 120 km lange kyststi på Bornholm. Selvom vandreturen kun er 6 km lang, er det en oplevelsesrig vandretur. Vandreturen begynder på Serpentinervejen og herfra følger du klippestien nordpå. Du passerer Salene Bugten, hvor Hestestenene holder til. Til sidst ender du ved Helligdomsklipperne, der er et perfekt eksempel på den barske klippenatur på Bornholm. Det er en vandretur, hvor du virkelig kommer tæt på den vilde bornholmske klippenatur. Turen er noget helt for sig selv og ligner langt fra den danske natur.
 

Denne artikel er skrevet af Anders, der har vandret siden barnsben. Til dagligt driver han ​friluftsmagasinet.dk, der er et online friluftsmagasin. Formålet med magasinet er at inspirere og rådgive de der har en interesse for friluftslivet.