Står du og mangler et nyt telt? Og er du i tvivl om, hvilket du skal vælge? Så er du kommet til det helt rette sted. Der er nemlig mange spørgsmål, der kan melde sig, når man skal foretage et køb og vi prøver derfor at forklare de vigtigste ting, du skal tage stilling til, inden du beslutter dig. Vi håber, at guiden kan hjælpe dig, men sidder du stadig med en række ubesvarede spørgsmål, når du har læst artiklen, er du altid velkommen til at kontakte os på mail, telefon eller i vores showroom, så vi sammen kan finde det rigtige til dig. På denne side finder du vores Guide til telte del 2 mens du finder del 1 her. Denne artikel vil komme ind på følgende punkter:

Hvad er et vandsøjletryk?

Vandsøjletryk angiver, hvor godt et materiale er til at holde vand ude. Vandsøjletryk er den tekniske definition på mængden af vand i millimeter, som 1 kvadratmeter af teltdugen kan modstå, før vandet har gennemgang. Des højere vandsøjletryk, des bedre er det til at modstå vand.

Kvaliteten og prisen hænger oftest sammen her, og man kan derfor ikke forvente, at et billigt telt har et ligeså højt vandsøjletryk som et dyrere.

Ved et vandsøjletryk på over 1.500mm anser man materialet for at være vandtæt. Hvis oversejlet har et vandsøjletryk på 3.000mm, kan det klare næsten alt regn. I bunden af teltet skal vandsøjletrykket helst nærme sig de 10.000mm, da man har kontakt med jorden og presser direkte på den.

Da bomuldstelte fungerer på en anden måde end nylontelte, gør vandsøjletryk sig ikke på samme måde gældende. Et bomuldstelt er som udgangspunkt vandtæt, da bomulden "svulmer" op. Men i meget hårdt regnvejr kan selv det bedste bomuldstelt bukke under. Husk desuden at dugen ikke må berøres, mens det regner, for så pibler regnen nemlig lige igennem.

Imprægnering kan være en mulighed, især til ældre produkter som har mistet deres vandtæthed. Dette gælder både for nylontelte og bomuldstelte.

 

Sådan undgår du kondens i telte

Hvis du vil undgå kondens i dit telt, skal du være opmærksom på flere forskellige ting. Der er forskellige kilder, som er årsag til kondens. Kondens opstår, når der bliver overskydende varmt fugtigt luft, som ikke kommer ud. Denne varme luft kan blandt andet komme fra personer eller fugtigt udstyr. Endvidere kan det skyldes madlavning i teltet, eller hvis du tørrer tøj. Fælles for grundene til kondens er, at der udskilles varmt fugtigt luft. Denne varme fugtige luft fylder teltet, mens der udenfor ofte er koldere. Således dannes kondens, og du risikerer, at både du og dit udstyr bliver vådt.

Andre faktorer der kan påvirke kondens er underlaget, som teltet er placeret på samt luftfugtigheden på stedet. Der kommer ofte meget fugt op fra jorden, hvorfor det er vigtigt at få dækket underlaget.  Endvidere kan luftfugtigheden alene sætte sig på teltet.

Kondens er ikke et tegn på dårlig kvalitet, faktisk er det nærmere et tegn på, at tæthed.

Det er svært at undgå kondens 100%, men det vigtigste er at sørge for udluftning og ventilation. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på at have ventilationsåbninger åbne, når det er muligt. Eksempelvis kan det være en god ide at sove med teltdøren åben kun med myggenet for. Fugtigt tøj, andet fugtigt udstyr og madlavning bør undgås. Overvej endvidere placering og sørg for at afdække området. 

Sådan vasker du dit telt
 

  1. Vaskemaskinen og kemikalier er no-go. Det anbefales på det kraftigste, at du ikke bruger vaskemaskinen til rengøring. Vaskemaskinen er ofte alt for hårdhændet, hvilket kan skade imprægneringen og syningerne. Du bør derudover også holde dig fra skrappe kemikalier og grundrens 
     
  2. Rengør ikke i regnvejr. Når du har rengjort dit telt, skal det tørre (helst udendørs). Det er derfor en god idé at tjekke vejrprognoserne, inbden du går igang. 
     
  3. Fold dit telt ud. Fold det eventuelt ud over en genstand, f.eks. tørrestativet eller lignende. På denne måde kan du se hele overfladen, og du bevarer dermed overblikket.
     
  4. Rengør diverse snavs. Efter overnatning i det fri finder du sikkert en masse græs, jord, blade og en masse andet skidt og snavs. Dette fjerner du med en lille kost eller svamp. Gnub ikke for meget på snavset men stryg i stedet let henover det. 
     
  5. Vask teltet. Punkt 5 er den egentlige rengøring. Fyld en spand med vand og benyt evt. en smule sæbe f.eks. opvaskemiddel eller sæbespåner. Benyt en fugtig svamp for at få det optimale resultat. Svampen skal være let fugtig og altså ikke drivvåd. Diverse pletter vaskes forsigtigt af. Vask både udvendigt og indvendt efter behov. 
     
  6. Rengør lynlåsen. Dette er ofte et overset punkt på dagsordenen og det er en fejl. Lynlåsen samler en masse snavs f.eks. jord og sand, og dette skal fjernes, ellers risikerer du, at den går i stykker! Du kan f.eks. bruge en gammel tandbørste, der alligevel skal smides ud. 
     
  7. Spul dit telt. Efter du har renset grundigt med vand og sæbe, skal du spule fri for sæbe. Står du ude i haven, kan du nuppe haveslagen – en spand med rent vand klarer selvfølgelig også jobbet.
     
  8. Hæng det til tørre. Det er vigtigt, at du får tørret teltet, inden du pakker det sammen. Du kan enten vælge at slå det op, som du normalt ville gøre, eller du kan hænge det over en genstand. Husk punkt 2 – tør udenfor i tørvejr! 
     
  9. Imprægner eventuelt teltet. Når du er færdig med rengøringen og det har tørret, kan du pakke det sammen. Inden du pakker sammen, bør du dog overveje, om det har brug for at blive imprægneret. Hvis det er af ældre dato, kan det have godt af at blive imprægneret, så det igen bliver vandafvisende. Du kan se alle vores imprægneringsmuligheder lige her.

 

 

Sådan imprægnerer du dit telt

Har du haft dit telt i mange år efterhånden? Eller måske brugt det mange gange i løbet af den seneste tid? Så kan det være, at du skal overveje at gen-imprægnere det.

Men hvorfor skal man egentlig imprægnere igen? Imprægneringen forsvinder over tid, og dermed også den vandtætte funktion. Det kan skyldes flere forskellige faktorer, og vi giver dig hermed nogle af de hyppigste:
 

  • Har du overnattet nær havet, kan dette medvirke til, at imprægneringen forsvinder. Saltholdige vinde, også kaldet havgus, kan svække imprægneringen

  • Endvidere spiller pollen, luftforurening og sågar også ekskrementer fra fugle og bladlus en rolle i at svække imprægneringens virke 

  • Også deodorantspray, antimyggespray mv. har en negativ indvirkning på imprægneringen

  • Nikotin nedbryder også imprægneringen, og det er samtidig umuligt at imprægnere ovenpå nikotin – effekten af dette bliver i hvert fald dårlig


Hvis du vælger at imprægnere dit telt, bør du rengøre det grundigt først - Det er vigtigt både at rengøre indvendigt og udvendigt. Du kan læse mere om, hvordan du gør ovenfor. Nikotin og myggespray sidder muligvis indvendigt, og fugleekskrementerne sidder (forhåbentlig) udvendigt. Det er således en god idé at imprægnere på indersiden for at få det bedste resultat. Det er oftest mest beskidt udenpå, og dette gør det svært at imprægnere. Bemærk at teltet skal være helt tørt, når du begynder på imprægneringen.

Der findes flere forskellige typer af imprægnering. Nogle typer af imprægnering er som spray. Du kan dog også finde imprægnering, som du skal smøre på enten med en pensel eller en svamp. Hvad end du vælger, bør du påføre et tyndt lag – samler der sig dråber, bør du gnide dem let ind.

Efter du har påført imprægneringen, skal det have tid til at tørre. Det bør som minimum tørre i et par timer, hvilket du bør gøre udendørs i tørvejr.

Du er nu nået til enden af del 2. Hvis du ikke fandt svar på dit spørgsmål, kan du gå til del 1. Husk at du også altid er velkommen til at kontakte os på 71 99 63 61 eller info@GrejFreak.dk.

DE NYESTE PRODUKTER PÅ SHOPPEN