Min vildeste jagtoplevelse

En dansk 12-ender fuldendte jagteventyret

Vores SoMe- og jagtansvarlige Jeppe fortæller her historien om en af hans største jagtoplevelser:

"Min gamle far er medejer at et lille stykke jord i Haslund øst for Ribe. Et stykke jord som er gået i arv fra min farfar, som købte det for snart 50 år siden, da han blev for gammel til at sidde i sin nedgravede kasse med lokkeænderne udenfor diget ved Kammerslusen. Ænderne blev skiftet ud med fasaner og råvildt i "krattet", som var lidt nemmere tilgængeligt for min farfar. 

Han tog min far med, først med træbøssen, som han selv havde skåret i værkstedet, og senere med et rigtig haglgevær og de har nydt mange gode stunder sammen på jagt. Og da jeg fyldte 16 år var det min tur til at komme med min far og storebror. De to har lært mig stort set alt hvad jeg ved om jagt og uden dem, var jeg nok aldrig blevet jæger. Og hvis jeg var, så havde jeg ihvertfald ikke fået alle de fantastiske oplevelser som jeg har. Sådan tænker jeg at mange danske jægere har det. 

Krattet øst for Ribe blev mit første ægte møde med jagtens verden og har siden dannet rammen om utroligt mange jagteventyr. Der har været mange gode ture, hvor tasken var fyldt med snepper, råvildt og sågar kantareller, mens der har været endnu flere nul-ture. Men jeg har elsket hvert et øjeblik.

Et helt specielt øjeblik fandt dog sted d. 30 december 2019. Min far havde inviteret mig med på den årlige hjorte-jagt i "krattet" og vi kørte sammen derud. Det var en forfærdeligt kold morgen husker jeg, men det ødelagde ikke humøret, jeg havde nemlig fået mit Härkila Heat undertøj på, så jeg var sikker på at holde varmen. Min far havde sørget for kaffen og jeg havde smurt en lille madpakke til os. Og så havde vi en øl med i bilen til hjemturen. Enten kunne den bruges til at fejre en succesfuld jagt, og ellers havde man da altid den at glæde sig til efter 5 kolde og stive timer i jagttårnet.
(Artiklen fortsætter under produkterne)

I Krattet er alle lodsejere gået sammen om at holde 2 fællesjagter om året, men der var kun blevet skudt ét dålam på de tidligere jagter. Indtil denne dag.
Vi starter dagen med rundstykker og kaffe og får anvist vores pladser. Min plads var ikke noget at ringe hjem om, kan jeg huske jeg tænkte. En af de yderste pladser i Krattet, ud til en kæmpe mark der strækker sig 400 meter til den ene side og 100 meter den anden vej og samtidig lige, der hvor driverne begynder drevet. Jeg skal være overordentligt heldig for, at der kommer noget for i en afstand jeg kan skyde på, som ikke er så skræmt, at det fortsætter i fuld fart forbi mig. Men okay, det slår de 3 halmballer min onkel lå på året før. 

Vi kører ud mod vores pladser efter morgenmaden. Min far skal sidde på den anden side af et levende hegn 6-700 meter fra mig, så vi kan næsten se hinanden. Udover at jeg var betænkelig ved placeringen jeg havde fået tildelt, så ligger mit tårn ned da jeg når frem. "Fuck" tænker jeg. Hvordan får jeg rejst det kæmpe raftetårn op OG når op på plads og bliver skydeklar inden drevet starter? Det kræver en masse kræfter, men jeg får varmen og det lykkes til sidst. Jeg når op i tårnet, får ladt min riffel, beslutter mig for en afstand jeg vil skyde på, tager mit høreværn på og tænder det. Og 5 minutter efter kører en skovmaskine tæt forbi bag mit tårn...

Eller, det tror jeg ihvertfald. Det lyder som en skovmaskine der knuser alt på sin vej eller som 10 vilde heste der brager igennem krattet. Ej, selvfølgelig er det ikke heste, men kunne det være...? Ej, det er sgu for godt til at være sandt. Jeg drejer forsigtigt hovedet, men kan ikke se noget. Mine elektroniske høreværn forstærker bare lyden så meget, at jeg troede de var lige bag mig. Jeg spejder ind i skoven, mens min puls stiger, mine briller dugger og min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Og så er de der. Nærmest ud af det blå står 7 relativt unge kronhjorte 20 meter fra mig, på et gammelt traktorspor og orienterer sig ud på marken foran mig og dem, mens deres ører konstant skifter vinkel, for at se om de kan bestemme hvor drevet kommer fra. 

Bukkefeberen har fået totalt hold i mig nu. Jeg får skuldret min riffel - en Mauser M98 min farfar stjal fra et af tyskernes våbendepoter under 2. Verdenskrig, som jeg har monteret et GRS skæfte på - mens jeg febrilsk forsøger at finde hjortene i kikkerten, mens de er løbet 100 meter ud på marken. Jeg får udvalgt den hjort jeg gerne vil skyde, men lige i det jeg tænker på at trykke på aftrækkeren, begynder de 7 hjorte at gå i ring om sig selv. Jeg kan ikke skyde så længe de gør det. Og så, i en tæt pakket flok, løber de væk fra mig. Den forkerte vej og skudchancen er væk. Jeg beholder dem i kikkerten, for om ikke andet, så er det et smukt syn. 

Den lille rudel unge hjorte når ud på 150 meter, men så stopper de? Helt ude i kanten af min kikkertlinse kan jeg se hvorfor. En forvirret rå har retning direkte imod skovens konger og det skaber en lille smule kaos. Råen drejer af på hjortene og smutter ind i skoven igen, mens hjortene fortsætter videre. Men ikke dem alle! Den hjort jeg tidligere havde udset mig står stadig stille og jeg ved det drejer sig om sekunder. Jeg får afsikret riflen, fundet bladet på det store dyr og trykket på aftrækkeren. 
(Artiklen fortsætter under videoen)

Se videoen med Jeppe sekunderne efter han skød sin første kronhjort:

Total stilhed. Råen er væk og i det fjerne er den lille rudel ude på 250 meter og hastigt på vej væk fra mig. Jeg kigger lidt til venstre og der ligger dyret. Jeg er næsten for påvirket til at huske alt jeg har lært, men efter nogle sekunder får jeg genladt riflen og holder på det store dyr, som ligger derude på den rimfrosne mark 150 meter fra mig. Den bevæger sig ikke mere og jeg tager riflen ned. Utroligt stolt, beæret og taknemmelig. 

10 minutter senere hører jeg et skud til højre fra min plads - ca. 6-700 meter væk. Den lille rudel er løbet ned igennem skoven de var på vej imod efter mit skud, er vendt om for enden af skoven, og løbet ud på marken lige forbi min fars tårn. Han skyder på et fint dyr og det går ned i skuddet. En helt igennem fantastisk dag på jagt ender med en flot ulige 12-ender til mig og en fuldstændig perfekt opsat 10-ender til min far. Det er en oplevelse vi aldrig vil glemme og et minde vi for altid vil have sammen. Et minde vi dog begge gerne vil glemme, er da han en måned senere kom til at slukke kummefryseren, hvor begge dyr lå, og ikke opdagede det før 3 dage efter. Men det er en historie til en anden gang."

Tak fordi du læste med.